Dovendyret

Da William vil se dovendyret i Zoo, kører bussen uden ham. Nu skal han selv finde Mågevej, og det er svært.

Mange flinke folk hjælper ham, og især pigen Regitze sørger for han kommer hjem igen.

ABC 2010

Anvendelse/målgruppe/niveau
Fin historie til oplæsning for børn fra 5 år

Beskrivelse
Både forfatter og illustrator har lavet børnebøger, men ikke sammen og for Zimakoffs vedkommende ikke mange. Men dette samarbejde er blevet fint.

William, ca. 7 år, er lidt magelig anlagt, og kaldes et dovendyr af sin far. På tur med klassen til zoo, er William meget interesseret i at se et dovendyr, ligner det mon ham? Da han smutter væk for at se dyret, kører bussen fra ham. Han må nu forsøge selv at finde Mågevej, men det er svært. På sin færd møder han blandt andet en jævnaldrende pige, der viser vej, men til den forkerte Mågevej! Efter megen dramatik og hjælp fra flinke mennesker, når de to børn hjem.

Teksten er lige ud af landevejen, ret omfattende, men nem at læse op. Illustrationerne følger teksten fint i en naiv glad streg. Billedene foregriber handlingen et par sider før og fanger derved læserens interesse.

Sammenligning
Der er rigtig mange bøger om at blive væk, men med hensyn til sprog og tegnestil kommer jeg til at tænke på de gode gamle billedbøger af Jan Lööf fx Min morfar er sørøver og Historien om det røde æble.

Samlet konklusion
God gedigen historie, der med humor, indlevelse og lidt drama formidler oplevelsen af at blive væk, som de fleste børn kender.

Lektør:
Tove Delica

Daniel Zimakoffs tekst til billedbogen ”Dovendyret” er en omarbejdet novelle, og det er en rigtig god og gedigen historie om at skulle noget, som man på den ene side gerne vil, og som man på den anden side ikke rigtig har lyst til. Den talentfulde Lea Letén har lavet sjove og pudsige billeder til historien.

William skal med sin klasse i Zoologisk Have og glæder sig meget, men han er også klar over, at han skal gå rigtig meget, når de skal rundt for at se alle dyrene. Det har han ikke særlig meget lyst til. Hans far mener, at han specielt skal lægge mærke til dovendyret, for William ligner selv et dovendyr, mener faderen.

William går væk fra klassen og finder dovendyret og læser lidt på skiltet, men opdager så, at han er blevet væk fra de andre – og så starter besværlighederne. Han finder hen til parkeringspladsen, hvor bussen satte klassen af, men der er hverken bus eller klasse.

Han redder en pige, der hedder Regitze, fra en lidt for kærlig hund, de kommer i snak, og nu gælder det så om at finde hjem til Mågevej, hvor han bor. De to børn finder godt nok frem til Mågevej, hvor Regitze i øvrigt bor, men desværre er det den forkerte Mågevej. På deres vej videre hjælper de en dame, der taber sine indkøbsposer, og en mand, der har tabt sine briller. Manden hedder Herman, og det er så heldigt, at han har en robåd liggende i søen, og han ror de to børn over søen til den Mågevej, der ligger ved søen.

William har naturligvis været savnet, men nu er det så Regitze, der er blevet væk. Det klarer Williams far med en opringning og lover at køre hende hjem. ”Måske kan vi fare vild sammen en anden gang,” foreslår William – der har gået meget, meget længere, end han overhovedet havde forestillet sig.

På vejen hjem fra Regitze siger William til sin far:

”Ved du hvad, far? Jeg synes nu ikke, jeg ligner et dovendyr.”

”Du har ret William. Det gør du bestemt ikke.”

Morale: Og fra den dag af kaldte Williams far ham aldrig mere for et dovendyr.

Herlig historie, herlige illustrationer, herlig billedbog!

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"

August 2010.