Halfdan 2 - Englen

Halfdan 2 - Englen

Store ting sker på lørdage, i hvert fald i Halfdans liv. For eksempel mistede han sin morfar på en lørdag. Heldigvis blev morfar genfødt som en papegøje og bor nu hjemme hos Oda Poulsen, som Halfdan og hans gode ven Dylan spiller whist med.

Og nu har Halfdan mødt en engel i parken - også på en lørdag. Altså, ikke en rigtig engel, men en pige med guldfregner. Halfdan er helt syg af længsel efter hende. Er han mon forelsket? Sammen med Dylan lægger han en plan for at lære pigen at kende. En plan, der kræver en hund. Men hunde kan være svære at styre .


Gyldendal 2017 - også som E-Bog, hent en prøve her

Medforfatter: Ida-Marie Rendtorff


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Halfdan møder en engel i parken, og er muligvis blevet forelsket. Så nu prøver han sammen med sin bedste ven Dylan, at komme på en plan for at lære hende bedre at kende. En sjov og sød bog om den første kærlighed for de 6-9-årige

Beskrivelse
En dag da Halfdan og hans ven Dylan er i parken for at kaste med frisbee, møder de en pige som får Halfdan til at føle sig helt anderledes end han nogensinde har prøvet før. Ingen af drengene forstår helt hvad der sker, men de bestemmer sig for, at Halfdan har alle tegnene på en forelskelse, så de beslutter sig for, at det vil være bedst for ham, at lære pigen nærmere at kende. Men drengenes planer går ikke altid som de har tænkt sig, så de har brug for hjælp fra nogen, der har forstand på kærligheden. Måske kan Oda hjælpe endnu en gang? Bogen er i stift bind og som "Halfdan"-seriens 1. bind illustreret af Peter Bay Alexandersen

Vurdering
Som seriens første bind er det en sød bog, om ting der i livet godt kan være svære at forstå - denne gang er emnet den første forelskelse. Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff skriver godt sammen, og det er endnu et velskrevet bind i serien

Andre bøger om samme emne/genre
Kan sammenlignes med andre gode bøger om den første drenge-forelskelse, såsom Julius og kyssefesten og Joel og Io

Til bibliotekaren
En virkelig god bog - anbefales til alle biblioteker der har 1. bind i serien


En engel lufter hund

Halfdan er bedste venner med Dylan. De elsker at hænge ud i parken eller besøge Oda, som er en gammel dame, der har en papegøje og en motorcykel med sidevogn. En dag, hvor drengene hygger sig i parken, stikker en hund af med deres frisbee. Halfdan spæner efter den, og det er lige der, det vanvittige sker: Foran ham står en engel. En lyshåret og virkelig sød pige, som i virkeligheden er ejeren af den hund, der lige har gennemsavlet deres frisbee. Det er fuldstændig lige meget, for Halfdan er ramt af forelskelse for allerførste gang i sit liv. Tjek selv symptomerne: Han er svimmel, det kildrer i hans mave, han smiler fjollet, han kan ikke rigtig spise noget, og han tænker HELE TIDEN på hende.

Pigen hedder Laura, og Halfdan begynder at udtænke en plan, så han kan møde hende igen. Dylan er heldigvis en god og trofast ven, der gerne vil hjælpe. Det samme er Oda, der jo er gammel og derfor har masser af erfaring med kærlighed. Det er ret nemt at dumme sig, når man er forelsket, men med venners hjælp kan det heldigvis også vise sig at være rigtig skønt.

Halfdan 2 - Englen er den anden bog i serien om Halfdan. Ligesom i den første bog kan man slet ikke lade være med at holde af Halfdan og hans venner. Der findes mennesker, som giver én følelsen af, at livet er lidt tungt og besværligt. Og så findes der dem, som er fulde af kærlighed og godt humør, og som derfor kan tage det hele lidt mere, som det kommer. Sådan nogle er Halfdan og hans venner, og det gør serien til en sjov og rar læseoplevelse.

Stine Reinholdt Hansen / Weekendavisen 17/3-2017


Det er kærlighed ved første blik, da Halfdan ser Laura. Hun står der i Parken og ligner en engel. Hvordan skal han blive kærester med hende? Dylan har heldigvis et par ideer. Men det der med kærligheden er ikke det letteste i verden. Laura er ikke lige sådan at vinde. Halfdan må have hjælp fra både Oda, morfar, der er genfødt som papegøje. Og så skal han bruge en hund.

Vinder Halfdan Lauras hjerte? Det synes jeg du selv skal finde ud af i bog nummer 2 om Halfdan.

Daniel Zimakoff & Ida-Marie Rendtorff har skrevet en skøn bog om den første forelskelse. Den glemmer man aldrig - forelskelsen. Halfdan glemmer man heller ikke lige. Han er det vi voksne kalder en god dreng. Ham kan vi lide. Sød, fantasifuld og helt sig selv. Det her er mit første møde med ham - men bestemt ikke det sidste. Jeg skal straks have fat i den første bog om Halfdan - Halfdan 1 - Den ondelyneme.

Bogen er illustreret i farver af Peter Bay Alexandersen. Illustrationerne understøtter teksten på den fineste måde.

Anmeldt af Rikke Dyrhave på Æseløre.dk

Tags: EBOG Halfdan