Halfdan 3 - Generalen

Halfdan 3 - Generalen

Det sker på en ganske almindelig lørdag. Sådan en, hvor det regner, og alle er indenfor – bortset fra Halfdan og hans bedste ven, Dylan. De spiller fodbold.

Så kommer Halfdan til at sparke bolden ind i Generalens have. Den bold, Halfdan fik af morfar, inden han døde, og som morfar har skrevet på: Til Halfdan fra morfar, glem aldrig at lege.

Folk siger, at Generalen har dræbt sin kone, så Dylan synes bare, de skal glemme alt om den bold. Men det kan Halfdan ikke. Han vil have bolden fra morfar tilbage. Sammen med Dylan lægger han en plan.


Gyldendal 2019 - også som E-Bog, hent en prøve her og som lydbog, hør en prøve her

Medforfatter: Ida-Marie Rendtorff


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Halfdan kommer til at sparke bolden fra morfar ind i haven til den gamle, sure mand, som han er meget bange for, og hvad skal man så gøre? En sød og bevægende bog for dem, der har fulgt serien om Halfdan. For 6-9-årige.

Beskrivelse
Halfdan og hans ven Dylan spiller fodbold, og Halfdan kommer til at sparke for hårdt til bolden, så den ender i haven hos ham, de alle kalder Generalen. Generalen har efter sigende myrdet sin kone, og alle børnene er bange for ham. Nu må drengene overvinde deres frygt, for Halfdan er nødt til at få bolden tilbage - det var jo den, han havde fået af morfar. Drengenes planer går som sædvanligt ikke helt, som de har tænkt sig, men det er måske ikke så skidt alligevel. Bogen er i stift bind, og som "Halfdan"-seriens 1. bind illustreret af Peter Bay Alexandersen.

Vurdering
Som seriens første bind er det en sød bog om ting, der i livet godt kan være svære at forstå - denne gang er emnet forskellige former for frygt. Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff skriver godt sammen, og det er endnu et velskrevet bind i serien.

Andre bøger om samme emne/genre
Bogen behandler samme emne som i Angst og måske også Verdens værste ven, men bogen vil mest være for dem, der kan lide historierne om Halfdan.

Til bibliotekaren
Endnu en virkelig god bog i serien - anbefales til alle biblioteker, der har 1. bind