Bedste fjender

Bedste fjender

Selvstændig fortsættelse af En dødssyg ven fra 2003.

Olivers liv er noget rod. Linnea, hans kæreste, vil holde pause, fordi hun ikke synes, hun kan stole på ham. Og så tager hun af sted på tre ugers sommerferie. Samtidig kommer Olivers bedste ven, Oskar, uventet hjem fra New Zealand.

De to drenge får sommerjob som vandskiinstruktører - og her møder de bl.a. to meget søde piger, Melissa og Sabine. Men Oliver vil bare have Linnea tilbage. Og han har en plan for, hvordan det skal ske.


Gyldendal -  2011.


Anmeldelse af Damián Arguimbau bragt den 16-12-2011 i Weekendavisen
Olivers bedste ven hed Oskar - lige indtil Oskar rejste til New Zealand med sin familie. Så blev Oliver venner med Vitus, der har leukæmi og tit er indlagt på hospitalet. Det kan man læse om i romanen En dødssyg ven, der vandt Kulturministeriets Børnebogspris i 2004.
Bedste fjender er en fortsættelse og handler om den sommer, Oskar kommer på besøg i Danmark. Det er herligt, at Oskar er tilbage, men han er forandret på en eller anden måde. Oliver kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der er anderledes. Oskar og Oliver får et sommerjob sammen på en vandskiskole og møder to piger, Melissa og Sabine.
Oskar er ret glad for Melissa, mens Oliver stadig tænker meget på sin måske-kæreste, Linnea, der er rejst til Italien efter at have sat deres skrøbelige forhold på hold.
Melissa er svær at finde ud af: Måske er hun mere glad for Oliver end for Oskar. Det skaber gnidninger mellem Oskar og Oliver. Fra sit sygeleje forsøger Vitus at give Oliver gode råd, men nemt er det ikke. En god og letlæst historie for især drenge om venskab og piger.


Anvendelse/målgruppe/niveau
Denne ungdomsbog er en selvstændig fortsættelse af den prisvindende En dødssyg ven fra 2003. Målgruppen er de 13-16-årige.
Forsiden illustrerer nogle af emner, som vi møder i bogen. Zimakoff er, med sine mange populære udgivelser, ikke en forfatter, som behøver den store formidling i børnebiblioteket
Beskrivelse
Olivers liv er et rod. Han har svært ved at forstå sin kæreste og vennerne Vitus og Oskar er fysisk uden for rækkevidde. Den ene er i New Zealand og den anden er indlagt med leukæmi. Da Oskar pludselig dukker op fra New Zealand og inviterer Oliver med i sommerhus, stiger humøret. Det bliver en sommer med mange oplevelser, som styrker Olivers udvikling og selvværd - både i forhold sig selv, venskaber og det modsatte køn. Bogen behandler vedkommende emner og problemstillinger, som den unge læser nemt vil kunne identificere sig med. En velskrevet og -disponeret bog med et let flydende sprog
Sammenligning
Jeg kommer til at tænke på Tine Brylds forfatterskab; men også elementer fra Jürgensens Kærlighed ved første hik giver associationer
Samlet konklusion
Relevant og realistisk skildring af ungdomsliv, som rammer præcist hvor den skal. Tanker og følelser behandles med nærvær og realisme. Vitus' sygdomsforløb beskrives uden filter og som et vilkår og den nemme og lykkelige kærlighed, venter ikke nødvendigvis rundt om næste hjørne. Både En dødssyg ven og Bedste fjender vil med fordel kunne anvendes som klasselæsning i udskolingen

Lektør: Rikke Skuldbøl Jakobsen

Daniel Zimakoff E-mail: daniel@danielzimakoff.dk Telefon: 31711956