Halfdan 1 - Den ondelyneme

Halfdan 1 - Den ondelyneme

Den ondelyneme! Sådan siger Halfdans morfar tit. Morfar er sej. Han kan både spille poker og bage boller. Og så har han altid tid til Halfdan.

På den absolut værste lørdag i Halfdans liv, bliver hans morfar kørt på hospitalet i en ambulance. Og han kommer ikke hjem igen. Hvem skal Halfdan nu spille poker med, når resten af familien opfører sig åndssvagt?

Men så en dag da Halfdan og hans bedste ven Dylan går forbi en dyrehandel, hører de noget bekendt: Den ondelyneme!

Kan det være morfar, der er genfødt som papegøje? Halfdan og Dylan er fast besluttede på at få fat i den store fugl – koste hvad det vil.


Gyldendal 2016 - også som E-Bog, hent en prøve her

Medforfatter: Ida-Marie Rendtorff


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Halfdans morfar er sej! Han bager gode boller og lærer Halfdan at spille poker. En dag dør morfar, men måske genopstår han som en papegøje? Sjov og rørende bog til oplæsning for børn fra 6 år og selvlæsning fra ca. 9 år

Beskrivelse
Halfdan elsker sin morfar, der altid har tid til ham. Morfar bruger nogle sjove ord. Tit siger han "den ondelyneme". En dag bliver morfar syg og kommer på sygehuset. I et forsøg på at forlænge morfars liv, stjæler Halfdan og vennen Dylan en flaske "livsforlængende" altervin i kirken. Desværre hjælper vinen ikke, for morfar dør dagen efter. En dag, drengene går forbi Dyhrs dyrehandel, hører de en, der skræpper "den ondelyneme!". Er morfar mon genfødt som en papegøje? Hvordan skal drengene få fat i 2200 kroner til at købe papegøjen? Og når de det, inden den sælges til en anden? Alt sættes ind for at skaffe morfar-papegøjen. Dette er første bind i en serie

Vurdering
En fortælling om et barns første møde med dødsfald i familien. Det er en overvældende tid for et barn, og dødens præmis er svær at forholde sig til. Halfdans undren over Guds rolle i det hele er fint skildret og nok ret realistisk for mange børn. Både tekst og tegninger taler til børnene. Det er i det hele taget en rigtig fin bog, Zimakoff, Rendtorff og Bay Alexandersen har lavet her

Andre bøger om samme emne/genre
Andre børnebøger om sorgbearbejdelse på forskellige måder er fx Skaderne , D for morfar! og Jeg glemmer aldrig Morfar

Til bibliotekaren
Anbefalelsesværdigt køb til både biblioteket og PLC'er


Morfar er død - den ondelyneme!
En humoristisk bog om et alvorligt tema, hvor man slet kan ikke lade være at more sig over Halfdan, der er ukuelig, får ting til at ske, ikke lader sig slå ud, men på den anden side også tager tingene så bogstaveligt, at det er svært ikke at trække på smilebåndet, for det fører ham ud i nogle situationer, som siger spar to til enhver vanetænkning og forestilling, man måtte have.

Bogen sprudler af munterhed, alvor og overraskende hændelser - på en gang. Halfdan - Den ondelyneme er første bog i en ny serie af forfatterne Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff, og den tegner særdeles godt.

Da bogen starter, er Morfar - den ondelyneme - overhovedet ikke død. Han lever i bedste velgående, eller i hvert fald næsten bedste velgående, og han spiller en stor og positiv rolle i Halfdans liv. Halfdan synes, Morfar er sej, han lærer Halfdan at spille poker, og han kan også bage boller!

Morfar har altid tid til Halfdan. Når lillesøster Bertha driller og er hysterisk, kan Halfdan altid bare tage trappen til 1. sal, for deroppe bor Morfar. P3 kører for fulde hammer, for han er lidt døv.

Morfar er med ude, når drengene i kvarteret stiller rundbold, og han sørger altid for, at Halfdan og vennen Dylan kommer på samme hold. Af og til bliver Morfar træt, og så må HAN lige have - en morfar.

En dag ændrer det hele sig, for Morfar bliver syg og kommer med ambulance på sygehuset. Halfdans Morfar kommer aldrig hjem igen, men inden Morfar dør, har Halfdan og Lukas forsøgt at redde ham - med en ægte livseleksir.

Morfar kan ikke være død, synes Halfdan, og er det mon nu også virkelig sandt? En dag hører han det velkendte ondelyneme, det udtryk, Morfar altid brugte. Det er en papegøje, og det kan ikke være helt en tilfældighed, mener han.

Er Morfar mon genfødt som en papegøje? En totalt crazy og skør historie udspiller sig nu i Halfdans liv, og han har vennen Dylan med på sidelinjen, hele vejen igennem. Læs selv, hvad de to knægte roder sig ud i, og hvordan Halfdan håndterer sit store tab og sit savn.
Bogens farvelagte tegninger taler til børnene og understøtter fint tekst og stemninger, og bogen er velskrevet, letlæst og rørende.

Forsideillustrationen viser de to kammerater, Halfdan og Dylan, der står og ser på en papegøje i dyrehandlerens vindue. Det vækker nysgerrighed og appellerer til læseren.

Bogen er egnet til oplæsning fra ca. seks år og til egen læsning fra ni år. Halfdan - Den ondelyneme kan varmt anbefales!

Anette Grønholt Andersen, Børn og Bøger


Poker med morfar
Halfdan har tre yndlingsdufte: duften af varme vafler, duften af læder fra den lædermappe, hvor hans morfar opbevarer sit pokerspil, og så duften af kaffe, selvom han ikke kan fordrage smagen. Halfdan bor med sin lillesøster, mor, far og morfar. Morfaren har sin egen lejlighed på husets 1. sal, og duften af kaffe er lige præcis den, der breder sig, når man kommer op til ham. Halfdan og morfar har nemlig en slags ritualer. De går blandt andet ud på, at morfaren drikker masser af kaffe med sukkerknalder, mens Halfdan drikker gul saftevand med sukkerknalder. De får også hver deres medicin fra en pilleæske: Morfar får piller, fordi han har bøvl med hjertet. Halfdan får pebermyntepastiller, fordi de smager godt. Ellers går det ud på at sige »den ondelyneme« og spille poker.

Men en dag, midt i et pokerspil, falder morfar om og skal på sygehuset. Det er den værste lørdag i Halfdans liv, for morfar klarer den ikke. I skolen hører Halfdan og hans bedste ven Dylan om genfødsel i kristendom. Tænk, at nogen tror, at man genfødes som et dyr, efter at man dør. Tænk, hvis morfar er blevet genfødt.

Jeg skal ikke røbe, hvad der sker i resten af historien, men drengene tager på en fælles mission, som både omfatter flaskeindsamling, indbrud og et helt nyt bekendtskab. Bogen er første bind i en ny serie om drengen Halfdan. Personerne er beskrevet, så man rigtig godt kan lide dem, og tegningernes glade farver, listige streger og runde former støtter stemningen i teksten fint.

Stine Reinholdt Hansen, Weekendavisen, 26. februar 2016


Forfattere beskriver børns sorg og troens svar
AF BENJAMIN KRASNIK OG DANIEL ØHRSTRØM
19. januar 2016 i Kristeligt Dagblad

Halfdan3

I en ny bog for børn mister drengen Halfdan sin morfar og forsøger at finde et svar på, hvad døden er, ved blandt andet at besøge en præst. - Illustration fra bogen af Peter Bay Alexandersen.

Nu om dage har de fleste moderne voksne ikke et færdigt svar, når børn spørger, hvad der sker, når folk dør.

NYE BØGER OM DØDEN FOR BØRN
• ”Ellens ark” af Rebecca Bach-Lauritsen.
• ”Lige nu er allerede i morgen” af Ida-Marie Rendtorff.
• ”Halfdan- Den ondelyneme!” af Daniel Zimakoff og Ida-Marie Rendtorff
• ”MonaMorgenglad” af Marianne Verge.
• ”Pipilotta - mormors gamle skab” af Janus Kodal.

Eksistentielle spørgsmål om livets store spørgsmål i børnehøjde er temaet i en række nye bøger fra markante forlag
Halfdans morfar får hjertestop på den absolut værste lørdag i Halfdans liv.

Sådan indledes den første bog i en ny bogserie om drengen Halfdan, der udkommer i dag fra forlaget Gyldendal. Den indgår i en ny bølge af bøger for børn og unge om svære emner som død og sorg.

I ”Mona Morgenglad” mister pigen Mona sin mor, mens Felicias mor og søster er blevet dræbt af en spøgelsesbilist i ”Lige nu er allerede i morgen”.

Et centralt emne i disse bøger er sorgen over tab af et nært familiemedlem og håndteringen af denne sorg blandt andet med hjælp fra religion.

I historien om drengen Halfdan spørges der, hvorfor mennesker skal dø, og hvordan man får fat i Gud. Halfdan går på jagt efter svar i kirken og overvejer, om morfaderen mon er blevet reinkarneret som papegøje.

Bogen er tænkt som en underholdende måde at komme til at snakke om døden med børn, forklarer medforfatter til bogen Daniel Zimakoff.

”Nu om dage har de fleste moderne voksne ikke et færdigt svar, når børn spørger, hvad der sker, når folk dør. Før i tiden sagde mange nok hurtigere 'Jamen, nu er de i Himlen'. Men børn har stadig brug for at tale om døden, og det er også derfor, vi har skrevet om det,” siger han.

Bøger om eksistentielle spørgsmål og tro for børn og unge er gennem tiden blevet udgivet hos mindre forlag som forlaget Alfa, men nu har også store forlag som Gyldendal givet mere plads til emnerne, både for børnene og de voksnes skyld, fortæller redaktionschef Elin Algreen-Petersen fra Gyldendal.

”Børn skal også lære at forstå, hvad der sker, når de omkring dem dør eller er syge. Og det kan også være svært for de voksne at tale om uden at blive nervøse. At læse højt fra en bog for et barn er en intim situation, som kan være velegnet til at komme ind på noget alvorligt også,” siger hun.

Elin Algreen-Petersen påpeger, at der altid er et behov for at fortælle om svære emner i en moderne kontekst, som børn kan kende sig selv i. Og i denne kontekst er troen også til stede: ”Når vi i Danmark taler om noget uhåndgribeligt eller spirituelt, er det ofte kristendommen, der refereres til,” siger redaktionschefen.

Emner som død og sorg er ikke nyt i børnelitteraturen og går helt tilbage til H.C. Andersens ”Pigen med svovlstikkerne”, påpeger Nina Christensen, der er leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet.

Nina Christensen ser en forandring i beskrivelsen af menneskets og dermed også barnets forhold til livets svære emner.

”Vi ser flere bøger, hvor børnekarakteren har en dybere psykologi. Tidligere blev børnekarakterer generelt præsenteret mere enkelt, mens forfattere i dag beskriver børn mere nuanceret som et menneske med et stærkt følelsesliv, der også kan forholde sig til komplekse problemstillinger,” siger Nina Christensen, der oplever en stærkere tendens i børnelitteraturen til at behandle eksistentielle og filosofiske fænomener i en verden, hvor religionen også har en plads.

Tags: EBOG Halfdan

Daniel Zimakoff E-mail: daniel@danielzimakoff.dk Telefon: 31711956