Mini-DM

MiniDM

Fodbold handler hverken om liv eller død - det er langt vigtigere!
FC Mezzi spiller om Mini-DM mod de bedste hold i Danmark. De hænger ud med spillere fra andre hold, men Johan føler sig lidt udenfor. Han prøver på at fokusere på det sportslige, for der er nemlig en talentspejder til Mini-DM. Tænk, hvis en fra FC Mezzi blev scoutet til en større klub ...
Men så sker der noget, der kræver en ambulance på banen. Kan FC Mezzi alligevel komme videre fra deres pulje og måske nå finalerne?

7. bog i serien om FC Mezzi

Carlsen 2015 - Også som E-bog, hent en prøve her


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Der er dramatik på og udenfor banen, da FC Mezzi deltager i Mini DM for de bedste fodboldhold i Danmark. For fodboldinteresserede og fans af serien i alderen 9-12 år
Beskrivelse
Det er sommerferie. Fodboldholdet FC Mezzi er på Fyn, hvor de skal deltage i Mini-DM og spille mod de bedste hold i Danmark. Selv om det er alvor, så hygger de sig i pauserne mellem kampene med drengene fra de andre hold. Anføreren Johan er dog mest fokuseret på det sportslige, men da hans kæreste Ursula må forlade lejeren efter en alvorlig skade i kampen mod Holbæk, så føler han sig alene og udenfor. Chris, holdets nye træner, arbejder med at lægge taktik, men hvordan skal FC Mezzi klare sig uden Ursula? Og hvem er det egentlig talentspejderen fra en af de store klubber har kik på? Indledningsvis et opslag med kort biografi om 4 af holdets medlemmer
Vurdering
Bogen passer i niveau og stil fint ind i serien om FC Mezzi. Sproget er letlæst og præget af mange tekniske beskrivelser af kampene i ægte fodboldjargon. Illustrationerne er sort-hvide tegninger i en hip og hurtig streg. Fungerer bedst hvis man kender til nogle af de andre bøger i serien, men kan godt læses uafhængigt
Andre bøger om samme emne/genre
De øvrige bind i serien "FC Mezzi" kan anbefales, men der findes efterhånden mange andre serier om fodboldhold, fx "Mål!", "Dreamteam" og til pigerne "FC Englene"
Til bibliotekaren
Anbefales til børnebiblioteker, der mangler god fodboldlitteratur eller har trofaste fans af serien

Lektør: Morten Halskov Jensen

Daniel Zimakoff E-mail: daniel@danielzimakoff.dk Telefon: 31711956