Pigen uden arme

Pigen uden arme

Pigen uden arme - og andre nye fortællinger er en nyhed med nye historie skrevet af danske børnebogsforfattere specielt til denne elevantologi for 4.-5. klasse. Her er fokus på arbejdet med at gøre eleverne til bedre læsere med et varieret bud på læseforståelsesstrategier i forhold til skønlitterære tekster.

Udvalget af historier spænder over folkeeventyr, realistisk og fantastisk fortælling, humor og spænding med bidrag fra følgende forfattere: Cecilie Bogh, Daniel Zimakoff, Sørens Jessen, Oscar K., Anne Lilmoes og Bent Haller. Fortællingerne er illustreret med mange spændende og humoristiske tegninger, som bruges i elevopgaverne.


Alinea 2007Se bogen

Daniel Zimakoff har bidraget med novellen "Ræveskud".


I serien ”Læselyst & læseforståelse på mellemtrinnet” har Alinea netop udsendt ”Pigen uden arme – og andre nye fortællinger”. Det er den erfarne og dygtige litteraturpædagog Merete Brudholm, der har redigeret bogen. Fortællingerne består af folkeeventyret ”Eventyret om kong Frost”, gendigtet af Henning Brudholm, Cecilie Bogh har skrevet tingseventyret ”En brik i et spil”, Daniel Zimakoff står for novellen ”Ræveskud”, Søren Jessen har skrevet ”Hemmeligheden”, Oscar K. har skrevet titelfortællingen ”Pigen uden arme - et juleeventyr”, Anne Lilmoes har skrevet den sorrigfulde fortælling ”Brødrene Nielsen og Skywalker”, og Bent Haller lukker og slukker denne fine samling af fortællinger med ”Fra Frode til Patrick”. Målgruppen er 4.-5. klasse.


”Eventyret om kong Frost” – illustreret af Anne Pedersen - er et folkeeventyr med en bondekone, der har en datter og en steddatter. Det er den klassiske konflikt mellem to søskende. Gæt, hvem der får den mægtige konge!

Cecilie Boghs ”En brik i et spil” – illustreret af Cato Thau-Jensen - er tidligere offentliggjort i ”Pen og Blækhuus. Nye og gamle tingseventyr” (DPU/CfB, 2004) og handler om en ludobrik, en hisorie i absolut bedste kunsteventyrstil.

Daniel Zimakoffs ”Ræveskud” – illustreret af Søren Jessen – handler om Lukas, der er god til at skyde, og som bliver presset af den jævnaldrende klassekammerat Line til at forsøge at skyde en ræv, der tager Lines families høns, men en ubehagelig – og overraskende – oplevelse presser Lukas næsten mere end godt er.

Søren Jessens ”Hemmeligheden” – illustreret af Thomas Balle – er en historie om mobning, hvor mobberen Robin presser ”Splejs” til at fotografere smukke Mette, der kun har et ben, uden tøj på. Han gør det, men afleverer ikke filmen – hvad der resulterer i mange bank af Robin, der dog må indse visse restriktioner i sin videre færden.

Oscar K.´s ”Pigen uden arme - et juleeventyr” – illustreret af Dorte Karrebæk – er virkelig en Oscar K.-historie med fuld skrue og en slutning, der siger ”spar to” til alting. Arme pige!

Anne Lilmoes´ ”Brødrene Nielsen og Skywalker” – fornemt illustreret af Ursula Seeberg – er en smuk fortælling – i den fantastiske genre - om Anton, hvis mor brænder inde for øjnene af ham. Han kommer i pleje hos sin onkels familie, der i forvejen har tre børn. Han knytter sig tæt til fætter Lukas, der dog i begyndelsen afviser ham. Fortællingen er grundlæggende en beretning om en sorgproces – og den gør indtryk!

Bent Hallers ”Fra Frode til Patrick” – illustreret af Craig Stephens – handler dybest set om hævn og er en grum historie. Hovedpersonen Jason ønsker at hævne sin lillebror Patrick, der blev skubbet ned ad en skråning af Frode og smadrede hovedet ind i en sten og nu ligger som en grøntsag. Der er bare lige det ved det, at Frode er død – muligvis har han begået selvmord.

Der er ”dømt” fuld fokus på læselyst og læseforståelse med antologien ”Pigen uden arme…”, og Merete Brudholm præsenterer eleverne for mange vigtige læseforståelsesstrategier til brug før, under og efter læsningen af de fine skønlitterære tekster. ”Tanker om teksten” er en direkte henvendelse til eleverne: Nogle fællestræk ved tekstens genre, nogle opfordringer til at udfylde et tankekort, til at skrive og notere… Efter endt læsning drejer det sig så om at læse med lup og at samle trådene. Opgaverne til hver fortælling går tæt på hændelsesforløb, sprog og personer - og her finder man masser af fine og kreative angrebsvinkler. Bagest i bogen finder man et fortællingsleksikon, der forklarer en række centrale danskfaglige begreber.

Det er en meget fornem antologi med virkeligt gode og stærke fortællinger – folkeeventyr, kunsteventyr, realistiske og fantastiske fortællinger - hvor der er masser at arbejde med og forholde sig til.

I 2004 udgav Merete Brudholm ”Gid du brækker benene! - og andre nye fortællinger”, der i lighed med ”Pigen uden arme…” er en antologi med fortællinger i forskellige genrer, men her er målgruppen 5.-6. klasse.

Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
Februar 2007.