Halvfjerds procent af alle han-spurvehøge dør i deres første leveår. En del dræbes af hunnerne.
Otte timer. Det er fire hundrede og firs minutter, eller otte ogtyve tusinde og otte hundrede sekunder.
Katinka sagde engang, at jeg var en typisk han, fordi jeg var vild med tal. Bare fordi jeg ville tage tid på, hvor længe vi kunne kysse uden at trække vejret.
Fra min sygeseng kan jeg gennem en sprække i gardinet se solen skinne i et birketræ uden for vinduet.
Gardinet er trukket for. Ellers er det svært at se teksten på skærmen.
Jeg har lånt min fars bærbare pc’er. Den står og vipper foran mig på det drejelige sengebord. Baggrunden lyser blåt som en feriehimmel.
Hvis jeg sætter liv i tasterne, vil de hvide bogstaver tegne lige mønstre hen over den blå himmel. Som fugle på træk.
Det er søndag formiddag. Om otte timer kommer høgen Katinka hjem fra en ferie på Kreta med sine forældre. Måske for at afsige dødsdommen over vores forhold og gøre det af med mig.
Hakke hjertet ud på en vingeskudt han, der ligger ned.
Jeg har været indlagt i fire uger, og jeg har ikke set Katinka siden den dag ...
Hun har dog været her flere gange, mens jeg lå i coma. Det meste af sommerferien er røget. Og jeg skal være glad, hvis jeg når at blive udskrevet, inden ferien er slut.
Det er Katinka og mine drømme og håb om et liv med hende, der holder mig i live.