Kviksand

Kviksand

Alle har den slags dage, hvor det ikke kører. Jeg har mange. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske tiden før … Var jeg glad i låget dengang? Var jeg virkelig så gode venner med Bastian, som min far siger?

Storm er alene med sin far, og det har været svært at holde fast i vennerne og fodbolden efter hans mors død. Storm lukker sig inde i sig selv og forsøger at styre uden om medlidende blikke.

Men en dag da han er ude og cykle i skoven, møder han Ariel. Hun har kort hår og vilde øjne – og så dufter hun af pige.

Gyldendal 2017 - også som E-Bog, hent en prøve her


Lektørudtalelse

Kort om bogen
"Alle har den slags dage, hvor det ikke kører. Jeg har mange. Jeg kan faktisk ikke rigtigt huske tiden før ... Var jeg glad i låget dengang? Var jeg virkelig så gode venner med Bastian, som min far siger?". For drenge og piger på 11-15 år

Beskrivelse
Storms mor døde for 2 år siden, og han er alene med sin far. Det har været svært at holde fast i vennerne og fodbolden, og Storm lukker sig inde i sig selv og forsøger at styre uden om medlidende blikke. Men en dag da han er ude og cykle i skoven, møder han Ariel. Hun er noget helt specielt, og et stærkt venskab vokser frem. Hun har kort hår og vilde øjne - og så dufter hun af pige

Vurdering
Virkelig dejlig bog om venskab, forelskelse, jalousi, familie og sorg. Storm og Ariel er et godt makkerpar - han har forståelse for hendes diagnose og situation, og hun forstår, at han ikke orker mere medlidenhed og bare vil videre med livet (selvom han selvfølgelig stadig savner sin mor). Velskrevet og letlæst med godt flow i historien. Vi får aldrig Storms præcise alder at vide, men han må være omkring de 14-15 år

Andre bøger om samme emne/genre
Zimakoff har skrevet et hav af gode bøger, hvis man vil have mere fodbold. For de lidt ældre, der kunne være interesseret i at læse mere om unge mennesker med diverse diagnoser anbefales fx Nicole Boyle Rødtnes' bøger som XY , Hul i hovedet og Ar fra mit glemte liv , samt Brian Conaghans Når hr. hund bider

Til bibliotekaren
Dejlig god bog - anbefales til alle biblioteker, almindelige såvel som PLC

Lektør: Iben Jakobsen


Anmeldelse Weekendavisen 25. august 2017
af Stine Reinholdt Hansen

Siden Storms mor døde, har han ikke rigtig haft lyst til noget, så det meste af tiden sidder han bare og glor ud over havet. Men så en dag møder han pigen Ariel. Kviksand er trist, men heldigvis også fuld af sort humor.

Bogen her hedder Kviksand, og de fleste af os har nok enten set en film om eller hørt om kviksand.

Det er den type sand, som det er meget svært at komme fri af, og jo mere man bevæger sig, jo mere synker man. Man ser næsten en desperat hånd for sig, som langsomt forsvinder i et glubsk og tilsandet hul. Så galt går det heldigvis ikke i denne historie, men hovedpersonen Storm er et sted i sit liv, hvor han sidder fast og ikke rigtig kan komme fri. Hans mor døde pludseligt under en løbetur, og lige siden har han ikke haft lyst til hverken at spille fodbold eller se venner. I stedet tager han tit sin cykel gennem skoven og ud til et fyrtårn, som han tilfældigt har fundet nøglen til. Deroppe, med udsigt over havet, kan han trække vejret og tænke tanker, uden at nogen forstyrrer ham eller tænker på ham som »det moderløse barn«. Han tænker nemlig tit, at folk bare er søde mod ham, fordi de har ondt af ham.

En dag på vej til fyrtårnet møder han pigen Ariel. Hun er faldet på cykel og har slået sig slemt. Storm hjælper hende, og selvom hun virker lidt sær og bander helt vildt, synes han, hun er spændende og sød. Ret hurtigt finder han også ud af, at hun har god humor, og så ligner hun Arya fra tv-serien Game of Thrones.

Det med humoren er en af bogens helt store styrker, for det betyder, at man har lyst til at lære hovedpersonen at kende, selvom hans historie starter lidt trist. Det er ikke sådan klaske-sig-på-lårene-sjovt, men mere noget, der får en til at trække lidt på smilebåndet.

Lidt som den stemning og snak, der kan være, når man hygger sig med rigtig gode venner.

For eksempel sker der det, at faren har en kvindelig kollega, som han begynder at se lidt til. Det er selvfølgelig en svær situation, for er man klar til, at ens far begynder at snave med en skraldgrinende blondine i høje røde sko, når ens mor er død? Til farens fødselsdag dukker hun uventet op med en gave, og da Storm åbner døren, tackler han det med humor: »Du må være Storm,« siger hun. »Ja, det må jeg godt, hvem må du være?« »Britt, din fars kollega.« »Nå, okay.« »Sidst jeg så dig, lå du i en barnevogn.« »Jeg slap ud.« Der gemmer sig en masse pointer i den dialog, som fortæller os noget om, hvordan Storm har det. På samme måde joker han også tit med Ariel og sin bedste ven Bastian, og hver gang er det i situationer, som ellers godt kunne blive lidt pinlige eller direkte ubehagelige. Uden at afsløre for meget kan jeg godt fortælle, at Storm kommer fri af sit kviksand, så han både får lyst til at spille fodbold og kysse piger igen. Da jeg læste teksten bag på bogen, tænkte jeg, det ville være endnu et eksempel på en trist og tragisk historie for unge, for dem er der en del af.

Men der tog jeg fejl. Det er en rigtig god og varm bog til både drenge og piger om sorg, fodbold, tosser, venskab og forelskelse. En af den slags bøger, man ikke har lyst til at lægge fra sig.