Artikel af Steffen Larsen

- Anmelder på Politiken

"Forleden dag mødte jeg Steffen Larsen. Han fortalte mig, at han havde lavet en artikel til en bog om børns læsning m.m., hvori han skrev pænt om mig.
Uheldigvis var redaktricerne af bogen ikke glade for hans indlæg. De ville ikke have det med. Derfor har jeg fået lov at bringe det her."

Bombardér hovedkvarteret!
Med et citat fra formand Mao kridter Steffen Larsen banen op: Vi har de læsere, vi fortjener! Børnelitteraturen er massivt domineret af kvindelige værdier i alle led. Det er ikke noget for raske drenge. Men fortvivl ikke! For bagved smagsdommere, kanoner og blid styring er der mange gode bøger, som venter på at blive læst af de bogsky drenge. I artiklen nævnes nogle eksempler. Nøgleordene er ”sandfærdighed” og ”øjenhøjde”. Endelig efterlyses et konkret opgør med alt det politisk/pædagogisk korrekte. Det skal nok komme, for bogen er aldrig i fare. Den er kommet for at blive.

Intro
Jeg taler med to tunger i den her sag. Den ene siger, at vi har de læsere, vi fortjener. Den anden har en bekymret rynke i panden og siger ... ja, hvad siger den egentlig? Jeg kender mange, som har et godt liv uden bøger.

Der er i hvert fald ingen grund til panik. Sproget har det godt. Det hviler sig måske i bogform, men så trives det til gengæld i mundform. Og historier er der nok af, ellers kan man selv finde på dem. Harry Potter har trods alt lagt en beroligende kappe henover de mulige bange anelser for de næste mange år. Måske for altid. Læserne er derude.

Er der alligevel en vis grund til panik, er det fordi bogen – egentlig ufortjent – er kommet i ”bad standing” hos drengekønnet. Børns læsning er massivt domineret af kvinder (og kvindelighed). Forfatterne er også mænd, men mænd er jo ret gode til at tilpasse sig! Og selv om bøgerne kan være gode nok, hvad gør det da altsammen, hvis det er sådan med selve mediet Bogen, at man ”merkt die Absicht”? Læs! Så bogen bliver mødt med en art passiv modstand. Den er selv blevet gjort passiv. Den er ikke et frirum. Den er omklamring. Den er ikke beskidt. Den er tvang. Det er nok kun Daniel Zimakoff og i nogen grad Glenn Ringtved, der er klar over det. Men hvad kan de to gøre? Og pigerne? De flinke piger der læser flinke bøger og vokser op og bliver til kvinder, der læser femikrimier. Er det noget at stræbe efter?

I nogle moderne lærebogssystemer aner man ligeledes den venligsindede manipulerende hånd med røde negle.

Rigtig grund til panik bliver der først, hvis der er sandhed – og det er der nok! - i Manu Sareens klassiske udsagn om, at hvis dansk børnelitteratur skal være et spejl af dagens Danmark – så har vi et problem. Men det er en anden historie.

Fra Facebook’en
For nylig kiggede jeg med på en interessant meningsudveksling på Facebook. En børnebibliotekar fra Østjylland beskrev (påtaget?), hvorledes hun var: ”Himles oprørt og forfærdet over voksne menneskers flirten med krimigenren, der kun tilbyder sin læser vold, ulykker og kriminalitet! Man ved aldrig hvornår disse læsere går amok og udlever den glubske higen efter at se blod! Og ulovligheder.” Senere følger et langt mellemstykke, hvor den selvsamme kreds ivrigt diskuterer anvendelsen af et særligt torturapperat, som er beskrevet i en norsk kriminalroman. Og endelig slutter så et besindigt menneske af med at konstatere: ”Nogle har altså et ansvar for at holde dem fast til bøgerne – man har jo ikke tid til at være voldelig, før man har sluppet bogen!” Det skrev hun ”I går kl. 19,39”. Hvordan ser det ud ”I dag”?

Nye tider
Hvis børnebogens nærhed til skolevæsnet og bløde værdier har sat sig som en prop på læsningens vej for mange drengebørn, så kunne man håbe på, at Børnebogsmurens fald og markedskræfternes endelige sejr (på endnu et felt!), ville resulterer i nytænkning. Det er også sket. Der higes og søges. Især når det drejer sig om at sætte tekst og tegning sammen på nye måder. Men der blir også skrevet historier, som ville være utænkelige for få år siden. Der er god gang i den på alle hylder. Noget er blevet frisat. Noget er sket. F.eks. at det private køb af børnebøger er steget eksplosivt! Så det er svært at være nedtrykt på firmaets vegne. (Det er dog svært at være bibliotekar! For hvor skal man anbringe mange af de nye bøger?)

Midt i 90’erne gik der hul i ”billedmuren”. Hvad der skete med base på Designskolen i Kolding kan ikke overvurderes nok! Nu har energien (omsider) ramt børnebøgerne. Især de letlæselige. Og længere oppe i fødekæden er unge (piger) begyndt at skrive deres egne bøger. Tegnerne følger også med et længere stykke af vejen nu. Mon børn og unge egentlig ved, hvor meget vi gør for at få dem til at læse bøger?

Det er en gammel joke, at hvis man vil have drengen til bogen, så skal man forbyde den! Eller i det mindste rynke på næsen af den. En sådan forfatter er/var Dennis Jürgensen. Han kommunikerer med lethed henover hovedet på smagsdommere og den gode smag med et medvidende monstersmil i en direkte henvendelse til læseren. Du og jeg, læser! Der er vist aldrig nogen i voksenverdenen, som opdagede, hvad det egentlig var, han havde gang i. Dennis har ingen umiddelbar efterfølger. Men mindre kan også gøre det. Og lige nu blir der fortalt opsigtsvækkende historier på højt niveau om ”det kan man da ikke!” eller ”det må man da ikke!” Det har været interessant at følge markedsøkonomiens indtog på markedet for børnebøger. Og man må sige – efter en famlende start – er det mest resulteret i kvalitet. Ny, anderledes og grænseoverskridende kvalitet. Meget af det er rettet imod drengelæsere mellem 10 og 12 år. Og fortæller om alt det, man ikke ”kan” og ”må”.

De skulle bare vide, hvor meget der blir gjort. De drenge!

Lidt om smalhed
Udover følelsen af styring og omklamring møder den kommende drengelæser også en barriere i form af begrebet ”den smalle” bog. Det er noget af det værste, man kan være. Smal! Den skal læses med stanglorgnet. Smalle forfattere har navne som Kvist og Mouritzen, Teller, Haller og i farten også ofte Jensen. Smal kaldes også 2009’s bedste børnebog. Og ganske rigtigt er Anita Krumbachs ”Et mærkeligt skib” temmelig tynd. Men der står ikke noget i den, som man ikke kan forstå. Ikke ét ord. Ikke én sætning. Ikke én følelse. Gøgeungedrengen Elo bor i os allesammen. Og det har forfatteren set. Er det smalt?

Man kunne frygte, at hvis nogen kommer i klemme under overgangen til markedsøkonomi, er det disse ”smalle” skrifter. Indtil videre synes det dog ikke at være tilfældet.

Recepten
Hvis jeg vidste, hvordan vi får flere og især drengebørn til at læse, ville jeg sige det. Men der er i hvert fald tre ting, som spiller ind. Øjenhøjde og billeder. Sandfærdighed og billeder.

Billedsiden har det godt. Lidt ufortjent er dansklærerne løbet med en god del af roserne på grund af ”Billedroman”-serien. Den er også god, men i virkeligheden ret traditionel i sit layout. Mange andre forlag laver letlæselige bøger med billeder i. Det rykker for alvor i f.eks. ”Taynikma”-serien, hvor tekst og tegning er født samtidig og i tæt omfavnelse. Det er fantasy, men det kunne også være reality. Det er hverken manga eller mango! De to topprofessionelle Taynikma’er – Jan Kjær og Merlin P. Mann - har skabt en enestående, visuel platform for det videre arbejde. Billeder kan flytte bjerge, men det sker ikke så tit.

Ordsiden har ikke været frisat så længe som billedsiden. Men der mangler ikke slag i bolledejen. Oscar K. alias Ole Dalgaard har ene mand – sammen med fruen Dorte Karrebæk – fjernet alle hegnspælene og gemt dem et ukendt sted. ”Det kan man da ikke!” Jo, man kan! Nu kender vi ”Børnenes bedemand” f.eks. Men det er de andre tabuer, som er interessante i denne sammenhæng. Hverdagens tabuer. Skabt og bevaret i den bedste mening af Læsemor. For at bryde dem er der brug for øjenhøjden og sandheden. Her er nogle eksempler på, hvad jeg mener.

Damerne først
”Pigen der var bange for at være ond” er måske Cato Thau-Jensens allersmukkest illustrerede billedbog. Her dropper han de syrlige og småkedelige pastelfarver, han ellers ofte arbejder med, og lægger sig pladask ned for Afrikas storhed. Den røde jord og det sorte folk. Vel er han også blevet dybt berørt af Katrine Marie Guldagers tekst, som fortæller den gamle historie om at gå ud i verden for at blive klogere på en original og hjerterørende facon. Hjemme i landsbyen elsker de allesammen den lille pige med det flotte hår. Hendes forældre ser kun det, som de vil se. Selv er hun bange for, at der bor noget ondt inde i hende. Nu går pigen ud i naturen for at få et svar. Lalleglade dyr som giraffer eller aber er ikke meget bevendt. Men gak til slangen! Den siger sandheden. Den er ligeglad. Den kan hugge eller hypnotisere. Og i en drøm oplever pigen, ”hvordan det var at være ond”. Hun ser det som en frossen hinde, der revner. Hjemme i hytten opdager far og mor det. ”Hvor er du blevet stor”, siger de.

Skolegårdens asfalt revner under Frantz’s vrede fødder. Han er rasende. Det er den nye dreng Karl, som har snuppet hans madkasse. Mad er det eneste, som kan bringe Frantz ud af ligevægt. ”Frantz kommer op at slås” er den ligefremme titel på Katrine Marie Guldagers letlæste historie om netop det. Den nye dreng er en rod fra storbyen med dårlige manerer og et stort ar. Det er virkelig to verdener som støder sammen, og der levnes kun en udvej. I et mægtigt slagsmål må Frantz gribe til det ultimative våben – hans vægt. Karl kapitulerer. De ender ligefrem med at blive venner. Men forinden har klasselærerinden gentaget og indskærpet de voksenvedtagne regler om, at man ikke må drille og ikke slås. Guldager får det bedste frem i sine tegnere. Og Rasmus Bregnhøi kender sangen. Han har også selv gået i skole.

Zimakoff
Denne mand har skrevet historier om selvtægt, hashsmugling, begærlighed, tyveri og simpel manipulation – blandt andet. Daniel Zimakoff er navnet, og selvom der ikke er tid til biografier, så siger dette noget om forfatteren og hans syn på livet: Når man spørger Daniel Zimakoff, om han har haft en god barndom, så plejer han at sige ”Ja!” Og så tilføjer han: ”Min far kom altid og hentede mig på politistationen”. Nu er han forfatter, og med den tidligere citerede Facebook-konversation in mente, kan man sige, at det gælder om at holde ham til computeren. Og det er ikke fordi man skal være en skidt knægt eller småkriminel eller misbruger eller noget helt fjerde dårligt for at kunne skrive den slags bøger, som Daniel Zimakoff – og enkelte andre – skriver, men en vis rodløshed er nok nødvendig, når man skriver for rødder. Hvad Oscar K. gør ved hele følelsesregisteret af tabuer, det gør Daniel Zimakoff ved hverdagens, håndfaste tabuer. Uden at blinke. For den der blinker er bange for sin historie.

”Pokerdrengene” fortæller i strakt arm om en flok store drenge fra Helsingør, som låner en fars Mastercard for at spille poker på nettet. Inden historien slutter er der lidt kærlighed i svøb og en højdramatisk transport af en uægte Ming-vase over Sundet. Det er ryggesløst. Og ulovligt. I novellerne for unge ”Skarpe sving” er der historier, som man end ikke ville læse op for sin egen tante. En novelle som ”Sædbrødre” vil næppe nogensinde blive optaget i poesibogen. Og den skal ikke refereres her. Senest er forfatteren trådt i karakter med ungdomsbogen ”Grim weekend”, der på overbevisende måde fortæller om en helt almindelig gang stordruk og småhor ved ugens udgang i det lille land. Der er ikke mange lykkelige samlejer i nyere dansk ungdomslitteratur. Men der er flasker på alle hylder. Den almindelige weekend, som Daniel Zimakoff beskriver, ender i en katastrofe. Men der kommer en ny på fredag. Forfatteren løfter ingen pegefingre. Men han er lige ved det.

& Co.
Glenn Ringtved er en bror i ånden. Han bor nordenfjords og holder med Aab. Glenn Ringtved har den samme tilgang til historierne, som Daniel Zimakoff. Ikke uden grund har han skrevet for børn en biografi om ”Billy the Kid”. Og så har han skrevet den underbelyste samling historier fra betonen rundt om Hjørring ”Blokker”. Den minder mig om Pontoppidans ”Fra hytterne”! Det er stilfærdig, altseende fortællekunst fra opgange og gangstier. Og historien ”Dråben” er en perle af et skulderklap til dem, der bor i ”hytterne”. Glenn Ringtved har den hjælpende hånd, som Daniel Zimakoff end ikke har hørt om.

I den hårdkogte ende finder man Lars Holmgaard Jørgensen, der også kan skrue en historie sammen om bandekrig og gruppevold i hashlampens skær, men han ejer ikke den distance og (en form for) finfølelse, som Zimakoff og Ringtved har. Som f.eks. i ”Dødelig pakke” for store børn, som foregår i et miljø, hvor rigtige mænd sidder i fængsel, og de kriminelle skal trække et nummer for at komme til på siderne.

Jesper Wung-Sung ved også godt, hvad det handler om, men han har – trods al respekt! – ikke fået det ned på papir endnu. Den seneste ungdomsroman ”Ægte brøker” om formodet skoleskyderi er skrevet af en dreven forfatter med vægt på ”fatter”.

En hjælpende hånd
Husker du 70erne? Dengang var der navneskilt på alle fortrædeligheder, og man var imod ejerlejligheder. Senere fulgte år med eksil i fantasy’en. Skråsikkerheden er ikke kommet tilbage, men forfattere er begyndt at tage læsere af begge køn ved hånden på en ny og stilfærdig måde. Og i øjenhøjde. Allerforrest står Morten Dürr med en række billedbøger og letlæselige historier, som identificerer et problem og løsner op for det. Sådan en bog er billedbogen ”Krabledyr”, der fortæller om sorg og vanvid og et godt grin. Dengang mor levede, jagede hun de nullermandslignende krabledyr sammen med Oswald. Nu er han ene om det, og de formerer sig med vanvittig hast. De er også i børnehaven og overalt på psykologens kontor. Kun en far kan løsne op for situationen. Det er en meget smuk historie med afmagt skåret ud i pap. I den letlæste ”Hviskelegen” hvisker den nye pige til Sarah, at hun blir slået derhjemme. Det sætter gang i en proces, som ender godt, men som også fortæller noget om voksne i nødens stund. Morten Dürrs bøger ender mest godt. Døren står åben.

Den samme greb med at åbne døre (og øjne) findes i Dorthe de Neergaards ”To ting man aldrig kan vide”, der er for større børn og unge. Igennem bogens syv historier løber en rød tråd af grokraft og pletvis grin, selvom der hverken er noget at gro eller grine af. Novellen ”Så er jeg manden” er noget af det mest frygtindgydende, der er skrevet om misbrug af børn. Også her åbner Dorthe de Neergaard en lille dør.

Indkast
Vi skal jo allesammen blive voksne. Hvis jeg blev dansklærer, ville jeg sige til mine elever, (når jeg havde lært dem at blive ved med at læse!), at de skulle dyrke Birgit Strandbygaards ”Drengen der samlede på ord” – en af de sidste års allerbedste danske børnebøger – og bagefter skulle de læse hendes bog for voksne ”Overdrevet” om samme personkreds. Så kan de mærke, hvad ”hensigt” er for noget! Det kunne også være interessant at læse Louis Jensens bøger for voksne – f.eks. den seneste ”At skrive på hjertets sider” – sammen med børnebøgerne – f.eks. ”Skelettet på hjul”. Der er klarhed til forskel og noget at tænke over.

Når man skriver allerrigtigst for børn, så skriver man for alle mennesker. Det gælder H.C. Andersen. Det gælder Louis Jensen. Og det gælder også Birgit Strandbygaard.

Udgang
Jeg ved ikke, hvad man skal gøre for at få flere (drenge) til at læse bøger. Jeg tror, jeg ved, hvad man ikke skal gøre. Det er jo også altid det nemmeste. Rigtige drenge er f.eks. sensitive overfor flaghejsning og læsekampagner. Jeg kender en jyde, der engang blev antastet på Købmagergade i København af en stor kanin, som sagde, at han skulle læse bøger. Han har ikke rørt en kanin siden.

Hele mit liv har jeg småtænkt over Pontoppidans novelle ”Isbjørnen”, som jeg læste i skolen. Dengang snakkede man ikke så meget om teksterne. Det er også før man kendte til ord som ”intertekstualitet”. Og jeg er glad for, at jeg har fået lov at opdage og beholde historiens hemmeligheder for mig selv.

Når man spurgte Inger Christensen i hendes sidste år, hvorfor hun ikke skrev poesi mere, så svarede hun, at hun havde mistet sin læser (ex-manden Poul Borum). Og selv om det er bevægende sagt, så er det også noget vrøvl. For vi er allesammen ”læseren”, når den rigtige bog kommer.

I Jan Sonnergaards seneste ”Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”, bliver det sagt med en vrængen til allersidst: ”I har allerede ødelagt jorden!”

Men vi må tage det ind til os og åbne vores arme. Et sted udenfor disse to former for selvtilstrækkelighed ligger bevidstheden om, at VI har de læsere, vi fortjener, og hvis jorden er ødelagt, så er det OS, der har gjort det.

Så drenge! Bombardér hovedkvarteret!

STEFFEN LARSEN

Litteraturliste

  • Anita Krumbach: Et mærkeligt skib. Høst.
  • Merlin P. Mann og Jan Kjær: Taynikma-serien. Phabel.
  • Oscar K. (tekst) og Dorte Karrebæk (tegninger): Børnenes bedemand. Gyldendal.
  • Katrine Marie Guldager (tekst) og Cato Thau-Jensen (tegninger): Pigen der var bange for at være ond. Branner og Korch.
  • Katrine Marie Guldager: Frantz kommer op at slås. Ill. Rasmus Bregnhøi. Carlsen.
  • Daniel Zimakoff: Pokerdrengene. Gyldendal.
  • Daniel Zimakoff: Skarpe sving. Gyldendal.
  • Daniel Zimakoff: Grim weekend. Gyldendal.
  • Glenn Ringtved: Blokker. Bagland.
  • Lars Holmgaard Jørgensen: Dødelig pakke. Forum.
  • Jesper Wung-Sung: Ægte brøker. Dansklærerforeningen.
  • Morten Dürr (tekst) og Dina Gellert (tegninger): Krabledyr. Carlsen.
  • Morten Dürr: Hviskelegen. Ill. af Peter Bay Alexandersen. Carlsen.
  • Dorthe de Neergaard: To ting man aldrig kan vide. Ill. Els Cools. Høst.
  • Birgit Strandbygaard: Drengen der samlede på ord. Høst.
  • Birgit Strandbygaard: Overdrevet. Gyldendal.
  • Louis Jensen: Skelettet på hjul. Gyldendal.
  • Louis Jensen: At skrive på hjertets sider. Gyldendal.

KORT BIOGRAFI
Steffen Larsen er forfatter, foredragsholder og formidler. Han anmelder børnelitteratur i Politiken og før da i (Det Fri) Aktuelt. Han er medarbejder ved tidsskriftet Børn & Bøger og har bidraget til forskellige antologier. Steffen Larsen har siddet i flere perioder i indstillingsudvalget til Kulturministeriets børnebogspris samt været i juryen ved flere internationale illustratorudstillinger (bl.a. BIB i Bratislava). Han har modtaget Selskabet for børnelitteraturs Klods Hans-pris.

MOTIVERING FOR AT SKRIVE TIL BOGEN
Børnelitteraturen har beriget mit liv. Jeg er dybt taknemlig over at have fået denne mulighed. Og lige nu er det jo på børnebogsmarkedet, at det for alvor rykker. Her er – sammen med computerspillene - den mest originale og spændende kulturform efter årtusindskiftet.

Daniel Zimakoff E-mail: daniel@danielzimakoff.dk Telefon: 31711956